Det muliges Kunst
Så er det NU! – hvis du ønsker at se eller at gense udstillingen om malerinden Ellen Krogh. Særudstillingen lukker den kommende søndag d. 31. juli, så der er lige et par dage til at nå det!
Tidligere læsere på bloggen vil erindre, at udstillingen i Den gamle Gård i Holkegade (Øhavsmuseet i Faaborg) oprindeligt var planlagt til blot to uger. Interesse og henvendelser bevirkede at vi glædeligt forlængede udstillingen til 18. juni og ved projektets ophør (for mit vedkommende) var forlængelsen officielt til 31. juli. Men knapt 4 dage tilbage er det derfor på sin plads at erindre om, at denne udstilling er blevet til som et projekt i samarbejde mellem undertegnede og museet.
Jeg vil gerne rette en særlig tak til Øhavsmuseet for deres modige beslutning om at lade en specialestuderende kuratere deres påske- og sommerudstilling. At de gennem deres beslutning har bidraget uvurderligt til min forståelse af mangfoldigheden af opgaver, som udføres på danske museer samt har bibragt mig en værdifuld indsigt i det faglige niveau som man dagligt stræber efter.
Projektet er blevet afsluttet med en skriftlig rapport til Københavns Universitet, Kunsthistorie, og har med udgangspunkt i kurateringsprocessen og projektstyring bibragt mig uvurderlig erfaring og læring omkring hele udstillingens tilblivelse, herunder bl.a. kontakter ”ud af huset” (udlånere af malerier, medier, blog, katalog osv) og særdeleshed kurateringsidé contra udvælgelse af værker til belysning af Ellens kunstneriske udvikling og temaer (de tidligste værker, motiver fra Italien, Horne & Dyreborg motiver samt natur- og blomstermalerier).
Jeg har på cykel tilbagelagt et par hundrede km under transport til og fra hjemmebesøg, hvor jeg har mødt den allerstørste gæstfrihed og venlighed. Det er blevet til rigtig mange kopper god kaffe, kokosmakroner, fastelavnsboller, ostemadder og dejlige bekendtskaber. Tusind tak til alle for dét ! Mine aftener, efter 10-12 daglige besøg, er blevet brugt til registreringer af de indhentede informationer og fotos af malerier. Så ofte må Faaborgs borgere have set lys i byens lokaler for Lokalarkiver til henad kl. 22, hvor jeg som ”sidste mand på skansen” lukkede og låste og tumlede hjem for omsider at falde i søvn med min bærbare computer på skødet. Jeg har i den grad været optaget af projektet, at mange venner og familie måtte ty til avisernes sider og denne blog for at følge med i hvor jeg var, hvad jeg lavede og de måtte vente i uendeligheder på telefonisk respons. Men sådan er det at være engageret og totalt optaget af at arrangere en udstilling, hvor ALT skal planlægges til mindste detalje og koordineringen af de daglige opgaver. Det ene øjeblik skal der tænkes strategisk frem i projektets forløb mens mere konkrete og jordnære emner, som f.eks. snor til ophængning af malerier foregik i den sparsomme fritid. Billedligt talt har jeg har således bevæget mig frem og tilbage mellem dels kunsthistorikerens ”laboratorium”, kurators skrivebord, deltaget i museets interne møder og på den måde konstant med udstillingen og museumsgæsterne som fokus manøvreret sådan at jeg nu med rigtig stor glæde og faglig stolthed kan runde rækken af blog-indlæg af med et lille særskrift.
Under denne spændende proces, hvor jeg sideløbende med kurateringen af udstil-lingen, har skullet skrive en universitetsopgave om projektet, har mange efterfølgende spurgt mig – hvordan med din opgave, er det gået godt, og er det noget som kan publiceres? Tre spørgsmål, som jeg hér vil svare på: Opgaven var, at beskrive selve kuraterings-processen under anvendelse af kunsthistoriske teorier og praksisser. Universitetet har behandlet min opgave og det er faldet meget tilfredsstillende ud. Hvad angår interessen for at læse min opgave i sin helhed, så er det jo et mellemværende mellem mig og Universitetet og der er altså som sådan ikke offentlig adgang til mit materiale. Hvorvidt jeg med tiden vil vælge at gen- eller omskrive materialet mhp. publicering en helt anden snak. Jeg har, som mange af bloggens læsere er bekendt med, travlt med mit speciale i emnet farveteori og farvefilosofi. Derfor vil jeg fremadrettet benytte denne blog til i højere grad f.eks at skrive om farver, hvad det vil sige at lave et universitetsspeciale samt naturligvis om museer og kunst. Med tiden vil jeg formentlig skrive et emnemæssigt dybere materiale om Ellen Kroghs kunst, da udstillingens katalog i sagens natur fortjener en yderligere faglig og kunst-teoretisk tilgang, f.eks. HVORFOR Ellens malerier, som i mine øjne sagtens kan måle sig med selv de anerkendte malere i gruppen Fynboerne og datidens kvindelige kunstnere f.eks Alhed Larsen, Anna Syberg osv., ikke er repræsenteret på et eller flere danske museer ? Dette bringer mig videre til følgende tre punkter, som alle er fremkommet under mine mange kontakter og hjemmebesøg:
Mange har spurgt mig: Bliver et maleri af Ellen Krogh mere værd, nu efter at der har været en udstilling på et museum ?
Og endnu flere har spurgt: Tror du at Ellens malerier med tiden vil blive værdsat og indlemmet/optaget i Danske kunstmuseers samlinger ?
Opfordringer er det også blevet til: Vi vil have mere af denne slags udstillinger! Og gerne mere Ellen Krogh f.eks i perspektiv til Fynboerne og kvindelige malere. Særudstillinger om Sarus Nielsen, Jørgen Ploug, Søren Lund, ikke at forglemme Lillemark og Harboe, dvs. kunstnerne fra Horne Land !
Disse kommentarer har hver for sig deres relevans, om end jeg ærligt må svare, at mit ærinde alene ligger på det kunsthistoriske felt. Det ligger udenfor mit speciale at beskæftige mig med at værdiansættelse på basis af kvaliteter, udbud og efterspørgsel. Den slags opgaver ligger i en anden del af branchen, hos auktionshuse, gallerier osv. Men – jeg vil imidlertid knytte dén kommentar til det første spørgsmål, at malerier som har været udstillet med stor sandsynlighed kan få særlig opmærk-somhed fra købere når det evt. sættes til salg. Alene dét aspekt kan få prisen til at stige – hvis der vel at mærke er flere købere som er interesserede.
Hvorvidt Ellen Kroghs malerier i bred forstand og over tid vil værdiforøges er uvæsentligt, hvis man som køber alene sørger for at anskaffe kunst, som man oprigtigt godt kan lide og at man passer godt på det. Afslutningsvis vil jeg nedenfor liste nogle få men gode råd til at ”omgås malerier”:
· Anskaf kun det/de malerier, som du selv kan lide at betragte
· Placér maleriet i et rum, hvor der ikke er køkkenos og fedt, og hvor der ikke ryges. Røg vil med tiden forårsage gylden klistret overflade. Høj fugtighed i form af luft eller vand kan være decideret skadeligt. Disse nævnte ting vil kunne forårsage skader, som fører til at man må en tur til en konservator og i værste tilfælde at maleriet får uoprettelige skader
· Sørg for at maleriet især i sommermåneder ikke hænger i skarpt sollys. Akvareller bør slet ikke hænge i sollys. Vær opmærksom på at lys fra lamper afgiver varme og vil kunne brænde/udtørre materialet.
· Check med mellemrum at maleriets ophængning (øskner og snor) er i orden og at maleriets ramme er stabil
· Gem evt. dokumentation for anskaffelsen (køb mv.) eller beskriv gerne på et stykke papir i en lille kuvert bagpå maleriet hvordan og hvornår det kom i din besiddelse. Maleriers historier og ejeres anekdoter vil kunne berige eftertiden og jeg ser desværre alt for ofte, at mange ejere glemmer at forholde sig til dét.
Endelig vil jeg hér på finalen af udstillingen endnu engang takke alle bloggens læsere for at have inspireret mig til dette valg af kunstformidling. Havde det ikke været for bloggen og dens publikum, havde Det muliges Kunst næppe været muligt. Jeg har været ovenud beskæftiget med at holde indlæggene i en appetitlig længde og at holde sproget rent for akademiske og tunge elitære formuleringer. At dette sidste indlæg så desværre nok bliver lidt langt – må undskyldes med at jeg har meget på hjertet i henseende til Ellen Kroghs kunst. Hun var en ganske enestående kunstner med et personligt overskud og livsglæde. Hun levede altid nøjsomt, ja næsten fattigt og valgte bevidst tidligt sin vej i livet: Kunstens vej ! Der var bestemt omveje og modgang – men især hendes fascination for Italien og det milde klima dér befordrede hendes kunstneriske aktiviteter og bevirkede at hun kunne uddanne sig og dygtiggøre sig i en sådan grad at vi for eftertiden må bukke os i respekt og nyde de smukke sanselige malerier. Hendes liv var ét langt eventyr med rejser og møder med fremmede kulturer. Den nok afgørende kunstneriske dannelsesrejse til Italien lige efter 1. verdenskrig var selvfinansieret ved salg af to små akvareller, der indbragte tilstrækkeligt til en togbillet énvejs til Firenze. Det har krævet mod og vilje som helt ung at træffe den beslutning og vi må den dag i dag være taknemmelige for at Ellen Krogh for hver udrejse altid kom hjem til Faaborg, Horne og Dyreborg og delte sine kunstneriske indtryk med os. Hun har og vil fortsat via sine malerier bringe glæde eller som Fyns Amtsavis i en anmeldelse om Ellens valg af motiver og farver skrev d. 19/5-1979:
”Det er malerier man bliver i godt humør af”
Med disse ord takker jeg af for denne gang og glæder mig til at fortsætte bloggen med nye spændende indlæg.
Vibeke Brosted
