Ellen boede i Paris fra 1923 til 1926, hvor hun var barnepige for familien Eberts. I sin fritid besøgte hun hyppigt Louvre for at studere de mange kendte mestre. Musée du Louvre, som museet retteligt hedder på fransk, er et kolossalt museum i Paris med en meget omfattende kunstsamling. Maleriet af Mona Lisa, som Leonardo da Vinci malede i renæssancen, er uden tvivl et af museets mest kendte værker. Som et kuriosum kan nævnes, at handlingen i Dan Browns kriminalroman "Da Vinci Mysteriet" netop tager sit udgangspunkt i museet.
Musée du Louvre med sin meget omdiskuterede glaspyramide
”Udover Louvre gik jeg også tit hen på Universitet, La Sorbonne for at se på opslags-tavlerne, hvor der var lister over forelæsninger osv. og tænkte: tænk om man kunne gå der og læse til student – om man bare havde haft velhavende forældre! ” således skriver Ellen i nogle private noter om sin tid i Paris. Ellen befinder sig godt i Paris og hos familien Eberts - men hun bliver syg og må til tage hjem til Danmark og forlade familiens 2 drenge, som hun var kommet til at holde af. Så snart hun atter er rask, melder udlængslen sig. Efter sin første rejse til Italien med familien Rønbergs i 1919 har Ellen tabt sit hjerte til Italien og til Firenze i særdeleshed. Firenze – byen med de store renæssancemestre som Rafael, Da Vinci og Michelangelo.
Ellen rejser tilbage til Firenze og det lykkes for hende at få arbejde på et pensionat, hvor hun arbejder som stuepige til ussel betaling. I sin sparsomme fritid maler hun og besøger attraktionerne og museerne i byen. Ellen lever et meget spartansk liv for ikke at sige fattigt – men kun fattigt i henseende til økonomi. Menneskeligt og kunstnerisk har Ellen nogle af sine bedste år. En ung piges beruselse af at befinde sig i dette mekka for kunst og kultur samt ikke mindst det milde klima med den fløjlsagtige luft, får hende til at føle sig lykkelig og vel tilpas. I modsætning til det kolde og fugtige klima i Danmark, hvor hun ofte som barn var syg og konstant frøs, sådan som hun skriver flere steder i sin dagbog. Hun skriver videre om sit gensyn med byen og sine anstrengelser for at overleve. I det følgende beskriver hun hvorledes hun officielt bliver godkendt til at måtte kopiere de store italienske mestre i de italienske gallerier blandt andet fra det navnkundige Galleria degli Uffizi (Vasari korridoren) og Palazzo Pitti.
Ellen var imidlertid ikke god til at sikre sig ordentlig betaling for sine meget fine kopier, så hun fortsatte med at leve under trange kår og måtte arbejde ved siden af for at overleve. Ellen skriver:
”I forsommeren 1926 blev jeg desværre syg og rejste meget afkræftet hjem til Danmark fra Paris, hvor jeg var hos Rønbergs indtil jeg atter kom til kræfter. Eberts ville gerne have mig tilbage igen, men jeg længtes sådan efter Firenze, at jeg valgte at tage dertil. Samtidig savnede jeg ”mine små franske drenge”, ja, jeg græd ofte af længsel efter dem. De kære tegninger og breve, som jeg modtog fra drengene ved juletid gjorde mig på en gang glad og bedrøvet.
På Pension Böhme og Jørgensen i Firenze traf jeg en norsk malerinde, Fru von Streng fra Oslo. Hun var datter af salmedigteren, Kristoffer Jansen. Fru von Streng havde mistet sin mand og klarede sig nu ved at kopiere kunst. Hun havde fået en stor bestilling til Oslo. Det var en kopi efter ”Bebudelsen” i St. Marco klosteret. Fru von Streng havde fået kig på mig og spurgte hvorfor jeg gik dér og sled i pensionen. Da jeg fortalte, at jeg holdt af at male og hun så nogle af mine ting, så mente hun, at det var noget som jeg burde gør fuldtids. Jeg svarede, at jeg jo måtte arbejde for at kunne eksistere og måtte så finde tid om aftenen til at studere kunst og male. Hun syntes om mit talent og sagde, at hun ville prøve at hjælpe mig ind som kopist på Gallerierne. Det var imidlertid slet ikke så nemt, som tænkt. Jeg havde jo ikke Akademibevis hjemmefra - men hun gav ikke op. Jeg fik til sidst lov til at aflægge en praktisk maleprøve overfor ”Direktionen for Gallerier og Museer i Firenze”.
Jeg fik udleveret et maleri og dernæst et yderligere. Malerierne skulle kopieres som en prøve på min kunnen. Jeg fik én måned til hvert portræt. Dét var vel nok nogle spændende måneder! Men heldigvis bestod jeg prøverne. Nu var gode råd imidlertid dyre. Hvor kunne jeg nu bo i den tid, da jeg jo ikke kunne have en plads samtidig med at jeg kopierede disse ting? Fru von Streng prøvede, om jeg kunne bo hos den tyske præst i nærheden, men det kunne ikke lade sig gøre. Når nøden er størst, er hjælpen nærmest! En dag siger Fru von Streng; ” tænk! jeg har gennem en slægtning fået at vide, at der bor en kusine til mig hér i Firenze og som jeg lige har besøgt. Hun har en villa ude på Piazza Donatello. Det var morsomt, at hun straks var villig til at du kan bo hos hende i den tid, hvor du skal arbejde med dine prøver”.
Jeg kunne regne med at begynde straks, og måske jeg kunne hjælpe hende med et og andet i min fritid? Sådan klappede det hele fint, og vi blev meget gode venner. Der blev en jubel i huset den dag, hvor jeg fik mit ”permisso”. Det blev fejret med en dejlig middag sammen med Fru von Streng og kusinen. De første kopier blev bestilt af Fru Hanne Levison (Fru Rønbergs mor). Hun havde fået den idé, at få lavet en kopi af de personer, som Georg Rønberg skrev bøger om, og som hun så ville forære ham ét ad gangen, når der var en lejlighed til gaver. (Disse kopier ejer jeg nu – 5 i alt – dem skulle jeg arve efter ham)!!! Det var ikke særlig store beløb, jeg fik for dem, så det blev en lidt kummerlig tilværelse for mig. Men jeg klarede det nogenlunde. Nu skulle Fru von Streng hjem og forinden viste hun mig et sted, hvor hun selv havde spist, når det kneb med pengene. Det var et spisested for tiggere. Man fik en bon, der lød på to retter og et stykke brød for 35 lire = 35 øre. Det var ikke særligt godt, mest suppe kogt på rødbedetoppe og andet grønt. Kød var en sjældenhed, og for mig umuligt at spise, når vi endelig fik det. Vi kunne også få et stykke ost eller en pølse. En dag om ugen fik vi fisk, som smagte modbydeligt! Vi spiste på bliktallerkener og med ditto gafler. De fattige stakler, som dagligt sad eller stod og rakte hænderne frem på gader og stræder troede, at jeg som fremmed kunne yde dem noget, men nej, jeg måtte beklage, at jeg måske var fattigere end dem! "
