fredag den 18. marts 2011

Ellen Kroghs fødselsdag og kommentarer til bloggen

Kære læsere af denne blog,
Flere har alledere læst denne blog og har villet skrive en kommentar men har haft lidt vanskeligheder, da de er blevet afkrævet en profil. Da jeg selv er ny blogger, skal jeg lige have undersøgt, hvorledes man gør. Jeg vil vende tilbage hurtigst muligt her på bloggen med en løsning :))

I går var det Ellens fødselsdag. Hun ligger begravet på Gl. Assistens Kirkegaard, Østerbrogade i Faaborg.
Jeg var oppe med en lille buket og bringer her et billede af hendes gravsted. Gravstenen er udformet som en lukket bog med en rose liggende henover som bogmærke.
Ellen var gennem livet et kristent og troende menneske, så bogen symboliserer uden tvivl Biblen. Hendes tro og næstekærlighed nød mange godt af og var en trøst for hende selv i mange af livets svære stunder.
Ellen Krogh blev født under trange kår og voksede op sammen med sin bedsteforældre. I en tidlig alder begyndte hun at tegne blomsterne i bedsteforældrenes have. Blomstermotivet blev livet igennem et tilbagevendende motiv for Ellen men som man kan se her på bloggen og på den kommende udstilling, så malede hun også motiver fra hendes mange rejser og studieophold i Italien og Frankrig.

                                    født 17.03.1902 i Faaborg
                                    død 24.12.1986 i hjemmet, "Skovhuset" i Dyreborg


Op til udstillingens åbning vil jeg fortælle lidt om Ellens liv her på bloggen samt bringe enkelte af hendes billeder. Jeg vil knytte nogle kommentarer til billederne og bringe små skægge anekdoter fra hendes liv, som en lille forsmag på udstillingen.

Mange varme week-endhilsner
Vibeke Brosted

Ingen kommentarer:

Send en kommentar