lørdag den 19. marts 2011

Ellens liv 1. del - Kort præsentation af Ellen

Ellen Krogh blev født i Faaborg i 1902. Hun opvoksede i trange kår hos sine bedsteforældre og begyndte tidligt at tegne blomsterne i bedsteforældrenes have i Katterød. Blomstermotivet blev livet igennem et tilbagevendende tema for Ellen. Ellen var meget produktiv og mange kender eller ejer idag billeder fra hendes hånd med netop blomstermotiver.

Ellen kunne dog male andet end blomster. Hun modtog tidligt undervisning i tegning og havde et stort ønske om at komme på Kunstakademiet i København - et mål hun dog aldrig fik realiseret selvom det var ganske tæt på. Økonomiske og kønspolitiske hindringer blokerede desværre for hendes drøm. At være kvindelig kunstner i starten af det 20. århundrede var ikke let.

Gennem en spartansk livsførelse lykkedes det Ellen flere gange at foretage studierejser til både Italien og Frankrig, hvor hun malede akvareller og oliemalerier af kendte lokaliteter f.eks Titusbuen i Rom og Kanalerne i Venedig.

                                          Ponte Pasquale s. Zacaria, Venezia, Ellen Krogh 1966 
                                                                  - i privateje

Ellen Kroghs evner som maler førte til, at hun blev godkendt som kopist ved Firenzes førende billedegalleri, Galleria degli Uffizi, Firenze. Hun kopierede hér de store italienske mesteres værker og kunne derigennem betale for sit ophold i Italien. 
I Støvlelandet fik Ellen i øvrigt hurtigt kælenavnet Kroghina, som betyder den lille Krogh med reference til hende spæde statur.


 
Kvindeportræt, Ellen Krogh - kopi af italiensk mester
                                                           - in situ: Øhavsmusset, Faaborg


Ellen Krogh blev undertiden også hyret til at male portrætter men selvom hun var ganske efterspurgt, så blev det aldrig hendes foretrukne beskæftigelse.

Udstillingen "Det muliges Kunst" om Ellen Krogh vil vise et spændende udsnit af Ellen Kroghs store produktion heriblandt akvareller og oliemaleier fra Italien og Frankrig samt fortælle om Ellen Kroghs liv og drømme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar